Historien

 

Jeg købte Hesle Nygaard i 1991. Ved fremvisningen gik jeg en tur i haven med husets frue.

Der stod et vældigt træ ved huset som jeg ikke kendte, og fik at vide at det var et valnødde træ.

Sådant et havde jeg ikke set før, og jeg var meget forundret da det, samme efterår, regnede ned med valnødder på græsplænen. Jeg samlede selvfølgelig alt op. Da lærte jeg at valnøddens grønne yderskal indeholder et kraftigt farvestof!

Jeg har senere læst at dette faktisk har været brugt til at farve både hår og tøj.

Året efter ville jeg til at plante lidt skov på gården, hvor der ikke var mange træer. Da jeg gerne vil lave alt selv, såede jeg også nogle valnødder sammen med agern og andre træfrø.

Og valnødderne spirede i hobetal. De blev plantet ud sammen med eg, bøg og ask for at lave en lille skov.

Derefter glemte jeg alt om dem indtil en efterårsdag i 2008, hvor jeg kom til at kigge opad da jeg gik gennem min lille skov. Og det gik op for mig at jeg var blevet den stolte ejer af en lille valnøddeplantage uden at lægge mærke til det!

Jeg syntes at det var så spændende at jeg ryddede alle de andre træer så valnødderne kunne trives optimalt. De havde det så fint på den fede lerjord at jeg fik blod på tanden for at plante flere. Det er, indtil videre, blevet til 2,5 hektar.

Alle træerne er spiret fra nødder fra det gamle træ i haven eller de bedste træer fra den første generation, der nu har båret nødder.

Og det gamle modertræ trives stadig i sin alderdom. Ved seneste opmåling var hun 3,85 meter i omkreds.

Mon ikke hun er det tykkeste valnøddetræ i Danmark? Indtil jeg hører andet vil jeg hævde det.

Og, med den størrelse er det nok ikke overdrevet at tænke at det vel er plantet omkring 1844 hvor gården blev bygget. Jeg har et lille stykke papir fra det Lokalhistoriske Arkiv hvor gårdens historie er beskrevet.

Det var ikke storhed der betegnede livet på Hesle Nygaard de første mange år.

Men nu prøver vi at lade historien gå videre, stadig med det gamle træ som udgangspunkt.